|
Vi har forberedt os til julestuen onsdag, torsdag og fredag
denne uge. Vi har alle arbejdet på forskellige værksteder: tombola, cafe,
børnehjørne/banko/nissekor, kreativ/bolsjer, konkurrencer og loppemarked. Det
har været nogle travle, men hyggelige dage.
Lørdag formiddag lavede vi de sidste forberedelser, så vi kunne være klar til at
modtage gæsterne i vores julepyntede skole fra kl. 11 til kl. 15. Vi havde mange
konkurrencer i år: fisk flest nisser i fiskedammen, gæt pebernødder, hvad er der
under julemandens kappe, tæl nissehuer, hvad vejer julemandens sæk, slå
juleklokken i slag med en kæmpestor hammer, spil Black Jack, kast ting i hullet
i julemanden, tæl til tre hurtigst, hvor lang er juletræskæden og banko. Vores
flotte tombola bugnede af flotte præmier, som var sponseret af glade givere.
Man kunne også få stillet sulten og tørsten i de forskellige cafeer. Og sidste
men ikke mindst solgte både vi og andre bodholdere blomster, juledekorationer,
julepynt, bolsjer m.m.
Eleverne lavede gymnastikopvisning, og julekoret sang julesange.
Dagen sluttede med kinesisk auktion. Det var en god dag med mange gæster.
|